23948sdkhjf

Staten bruger milliarder på kaotisk erhvervsindsats

En stor rapport viser, at indsatsen for at hjælpe erhvervslivet koster staten milliarder og er fragmenteret.
Den offentlige indsats for at hjælpe erhvervslivet er blevet uoverskuelig og ineffektiv.

Det siger Dansk Erhverv på baggrund af en ny rapport, der er lavet for Erhvervs- og Vækstministeriet.

Rapporten viser, at der bliver brugt små fem milliarder kroner på indsatsen for at hjælpe erhvervslivet og at der er over 250 forskellige aktører på området.

Hos Dansk Erhverv er regionaldirektør Niels Milling ikke overrasket.

- Jeg kan desværre godt genkende det billede, rapporten tegner, siger underdirektøren og fortsætter:

- Systemet skal imødekomme virksomhederne. Men det, vi har oplevet, er, at systemet har vokset sig stort og uoverskueligt. Virksomhederne kan ikke finde rundt i det.

- Vi er selvfølgelig glade for hjælpen. Men vi må kigge på, om ressourcerne bliver brugt effektivt. Det er vores klare overbevisning, at det gør de ikke i dag, siger Niels Milling.

Samlet bliver der ifølge rapporten brugt 4,7 milliarder kroner om året på at hjælpe erhvervslivet.

Indsatsen, der ifølge rapporten dækker over 1900 fuldtidsstillinger, er samtidig spredt ud over en myriade af kontorer og aktører.

Rapporten, der er udført af blandt andre McKinsey, har identificeret 216 operatører og mere end 40 såkaldte "andre aktører". Af dem er 30 koordinerende, og flere overlapper. Det er et konservativt bud ifølge rapporten.

Rapporten finder, at omkring 20 procent af udgifterne til erhvervsfremme går til administration.

- Kompleksiteten og omkostningerne kan mindskes ved færre indgange for virksomhederne til indsatsen samt et bedre overblik over og en begrænsning af antallet af aktører.

- Dette kan herudover bidrage til at sænke administrationsomkostninger samt højne effekten af erhvervsfremmemidlerne og kompetencerne i indsatsen, hedder det i rapporten.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) skriver i en pressemeddelelse:

- Det er afgørende, at virksomheder møder et offentligt erhvervsfremmesystem, som imødekommer de udfordringer og behov, som erhvervslivet har, og analysen vil derfor indgå i regeringens videre arbejde med at forenkle og fokusere erhvervsfremmesystemet.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.119